Bulgursalat med Tahindressing

IMG_9493IMG_9494Til vores hot dogs den anden dag blev min samvittighed nødt til at fremstille en salat on the side – ikke at det stoppede mig fra at spise to store, men det var da forsøget værd. Det blev lidt en blanding af, hvad vi lige havde i køleskabet og med inspiration fra Emmamartiny fik jeg fremstillet denne bulgursalat med tahindressing – den var virkelig lækker!

Ingredienser

1 dl grov bulgur

2 store håndfulde spinat

2 store håndfulde rødt spidskål

3-4 gulerødder

en lille håndfuld hakkede mandler

Fremgangsmåde

Kog bulguren som anvist på pakken, hak spinaten, spidskålen, gulerødderne og mandlerne og kom hele herligheden sammen i en skål.

Tahindressing

1/2 dl tahin

2 fed hvidløg

saften af en halv citron

1/2 dl vand

salt og peber.

Fremgangsmåde

Kom tahin i en skål og rør det sammen med citronsaften. Tilsæt hvidløgen og kom vand i i lidt af gangen og rør sammen til den ønskede konsistens er der. Smag dressingen til med salt og peber og hæld over salaten.

Sukker- og glutenfri chokoladekage

IMG_9535 IMG_9536 IMG_9533

Jeg har efterhånden forsøgt mig med en del glutenfrie sager, og nogle af dem bliver virkelig gode, mens andre ikke gør – eksempelvis kage lavet på bønner. Det bliver et nej herfra! Så jeg er altid en smule skeptisk når jeg går ind til det, og jeg forventer absolut intet af resultatet, men jeg kan med glæde oplyse om, at dette her var en glædelig overraskelse – faktisk så meget at det hele blev spist meget hurtigt – jeg siger ikke, hvor meget af den jeg selv fik, jeg er meget svag i sådanne situationer, men en del i hvert fald! Den har konsistensen af en svampet men stadig luftig chokoladekage – lidt i stil den med, man fik som barn. Da jeg ville være sikker på, at min kæreste ville kunne lide den kom jeg helt almindelig glasur, hvilket vil sige den stoppede med at være sukkerfri dér, men det er selvfølgelig helt op til en selv. Det ville også klæde den med skyr og frisk frugt til! Opskriften har jeg fundet hos Mayadroem.

Ingredienser

250 g dadler (jeg bruger de friske fra grønthandleren og piller stene ud – det giver den bedste konsistens)
2 dl vand
2 æg
1 spsk kokosolie
30 g kakao
1 knivspids salt
50 g mørk chokolade
50 g almondbutter, cashewbutter eller peanutbutter – alt efter hvad du har
100 g mandelmel (eller 100 g malede mandler)
1 tsk bagepulver
1,5 tsk fiberhusk

Fremgangsmåde

Blend dadler, æg, nøddesmor, kokosolie og vand og kom den i en skål. Bland alle de tørre ingredienser i en anden og tilsæt dem lidt efter lidt til dadelmassen. Tilsæt til sidst den hakkede chokolade og kom dejen i en form (jeg brugte en springform) foret med bagepapir. Bag kagen ved 200 grader (jeg brugte ikke varmluft) i 25 minutter.

 

de bedste Hjemmelavede hot dogs

IMG_9492IMG_9496IMG_9495Jeg har ikke altid kunnet lide pølser – hvis jeg skal være helt ærlig, så er det faktisk i forbindelse med mine tre måneder i asien, at jeg begyndte at savne det, hvilket er underligt, for jeg har aldrig spist det! Men lige pludselig har jeg bare fået lyst til det, og med en meget, med tryk på meget, pølseglad kæreste (det er virkelig svært at snakke pænt om pølser, forresten), var det næsten oplagt, at jeg gav mig i kast med at lave hjemmelavede hot dogs, og jeg kan rolig sige, at det var en succes!

Jeg prøvede at lave så mange af tingene fra bunden, jeg kunne; de syltede agurker, de ristede og syltede løg og selve brødet. Pølsen, ketchuppen og senneppen lader jeg de store producenter om – noget skal man i mine øjne bare ikke pille ved og beauvais gør det bare godt.

Pølsebrød, giver seks styk

1,5 dl lunkent vand

1/2 dl mælk

25 g gær

1/4 dl olivenolie

1 halvt æg

1 tsk sukker

1/2 tsk kardemomme (kan undlades)

1 tsk salt

50 g rugmel

250 g hvedemel (føl dig frem, det er kun et cirka-tal)

æg til pensling

Fremgangsmåde

Rør al gæren ud i det lunkne vand. tilsæt herefter mælken, olivenolien og det halve æg. Rør rugmelen, salten, kardemommen og sukkeret sammen og kom den i gærblandingen. Rør til sidst hvedemelet i og ælt delen til den er smidig (jeg brugte en køkkenmaskine, men det kan sagtens gøres med håndkraft) Lad dejen hæve i en skål i 45 minutter. Form seks aflange brød (et godt tip er at bruge en smule olie på bordet og hænderne i stedet for mel, så undgår du, at brødene bliver tørre) Lad herefter brødene hæve på bagepladen i en halv times tid. Bag dem herefter ved 190 grader varmluft i 15-18 minutter.

Syltede rødløg

2 store rødløg

2,5 dl lagereddike

2 tsk flydende stevia (en dl sukker kan også sagtens bruges, men jeg bruger aldrig sukker når jeg sylter)

1/2 tsk peber

Fremgangsmåde

Skær løgene ud i tynde skiver og kom dem i glasset, du vil opbevare dem i. Kog eddike, stevia og peber sammen og hæld det over løgene. Luk glasset og opbevar dem køligt. De kan cirka holde sig 3 uger på køl.

En skålfuld ristede løg (hvis man ikke går og spiser af dem, som jeg gjorde)

2 store løg

2 dl olie (jeg brugte rapsolie)

1/2 dl hvedemel

saltflager

Fremgangsmåde

Skær løgene ud i tynde skiver og skil alle ringene fra hinanden og kom dem i en skål. drys med hvedemel og få det godt fordelt på løgene, kom løgene i en si og ryst det overskydende mel af. varm olien op i en gryde (pas på, det sprøjter ret meget), og kom løgene i når det syder og bobler. Tag løgene op med en tang eller en hulske når de er lysebrune og drys med flagesalt.

Et glas syltede agurker

En hel agurk

salt

2 dl eddike

2 tsk fyldende stevia

1 tsk peber

Fremgangsmåde

Skær agurkerne i helt tynde skiver og kom dem i en si. drys med salt og lad det stå og dryppe af i en halv times tid. Kom herefter agurkerne i et glas. Herefter koges eddike, stevia og peber op, og hældes herefter over agurkerne. Stil glasset på køl. De kan ligesom rødløgene holde sig 2-3 uger i køleskabet.

Server herefter sammen med lækre, grillede frankfurtere, ketchup, sennep, rå løg, en god salat og kolde øl!

Kakao- og lakridsmacarons

IMG_9454 IMG_9455 Jeg havde egentlig altid troet, at macarons var en lidt overvurderet fransk delikatesse, der i løbet af de sidste par år var blevet hypet til skyerne. Jeg havde derfor hverken smagt eller givet mig i kast med at forsøge at lave dem. Jeg blev alligevel nysgerrig og prøvede. Mit første forsøg var egentlig okay, og jeg tog det ikke tungt – det er åbenbart helt i orden at se det som en læringsproces, for de er virkelig svære at få lavet korrekt de første gange. Det her er mit andet forsøg, og jeg synes faktisk, de er blevet helt hæderlige! Det gode ved macarons er – udover at de smager fan-fucking-tastisk, at de kan varieres præcis som man har lyst til. Om det er hindbær, hvid chokolade, kaffe, kokos, sesam, lime eller som i mine; lakrids, så er det muligt. Jeg valgte en kombination af kakao og lakrids, da det var det, jeg lige havde i skabet. Jeg har taget udgangspunkt i fantastisk dygtige Maja Chocolats opskrift.

Ingredienser til cirka 8 store eller 15 små macarons

Bunde:

43 g mandelmel (kan købes i diverse dagligvarebutikker)

75 g flormelis

1 stor æggehvide

25 g sukker

1/3 tsk ægte kakao

Fyld:

50 g blødt smør

75 g flormelis

1 tsk lakridssirup

Fremgangsmåde:

Bunde: si mandelmel, flormelis og kakao og rør det godt sammen. Pisk æggehvide og sukker sammen – først ved lav hastighed i et minut og derefter ved høj hastighed i et par minutter til massen er fast og laver bløde toppe. Vend herefter melblandingen i hviderne og “pres” massen op mod kanten af skålen med en dejskraber – dette gentages cirka 35 gange. Massen kommes herefter i en sprøjtepose med en rund tyl og sprøjtes ud på en bageplade med bagepapir. Lad herefter bundene stå i cirka en halv times tid ved stuetemperatur indtil de har sat sig. Bundene bages herefter ved 160 grader i cirka 12 minutter.

Fyld: Pisk smør, lakridssirup og flormelis sammen med en elpisker og lad den stå på bordet til bundene er afkølede.

Herefter smøres (eller sprøjtes) fyldet på bundene ved hjælp af en ske eller en sprøjtepose og saml dem til små fine macarons! Et voila!

 

ristede kikærter

IMG_9342 IMG_9341Endnu en lækker måde at bruge kikærter på; rist dem i ovnen! Jeg lagde lidt flere i blød natten over da jeg lavede hummus og resten blev smidt i ovnen. Det er puresimpelt, og man kan krydre med hvad man lige har lyst til. Jeg valgte cayennepeber og salt.

Du skal bruge: udblødte og kogte kikærter, krydderier og lidt olivenolie.

Alle ingredienserne kommes i en pose og rystes godt, så alle krydderierne og olien fordeler sig på ærterne. Herefter skal de blot ristes i 35-40 minutter ved 200 grader (eller indtil de er sprøde) Rod lidt rundt i dem under processen, så de bliver lige sprøde overalt.